Fra frivillig til fastansat: Mød Özlem, Social- og sundhedshjælper på Krogstenshave

Publiceret 22-06-2026

”Alle skal have en Özlem på deres afdeling”, hvis du spørger Camilla Egebjerg Rasmussen, leder på Plejehjemmet Krogstenshaves afdeling 51.

Özlem t.v. og kollega Therese t.h.

Özlem t.v. og kollega Therese t.h.

Da Özlem Kilinç og hendes mand i 2023 dukkede op på Krogstenshave for at søge en stilling til Özlem, var Camilla ikke overbevist om, at hun havde de nødvendige danskfærdigheder. I dag takker hun Özlems mand, fordi det var hans insisteren, der resulterede i, at Özlem nu er en af afdeling 51’s mest værdsatte medarbejdere blandt beboere, såvel som kollegaer og ledere. Dengang aftalte Camilla og Özlem, at hun kunne starte som frivillig i køkkenet, men efter blot et par uger kunne Camilla mærke, at Özlem kunne bidrage mere til plejehjemmet, og derefter begyndte Özlem at hjælpe de fastansatte med plejen af beboerne.

Özlem vidste selv fra start, at hun ville arbejde med pleje, et arbejde hun brænder for. Hendes sans for detaljer og flittige indsats blev hurtigt værdsat af afdeling 51’s beboere, hvilket Camilla beskriver således: ”Özlem blev så dygtig og beboerne var så glade for hende. Man kunne se, når Özlem havde været hos en beboer, at de sad i deres flotteste tøj og var flot barberet. ” Özlem siger selv, at plejen kommer naturligt for hende, og at hun arbejder med hjertet. På trods af hendes begrænsninger med det danske sprog, har hun en unik evne til at skabe en forbindelse med Krogstenshaves beboere, der sætter pris på hendes smil og kærlige væsen. ”Nu vil alle beboerne gerne mig.”

Efter en kort periode som frivillig blev Özlem ansat som timelønnet afløser og derefter i et vikariat. For afdelingsleder Camilla er det vigtigt, at plejere har teoretisk viden, men det vigtigste er resultaterne: Føler beboere velvære? Er de pæne og glade? Det er de med Özlem. For at blive endnu stærkere i hendes fag, og at blive fastansat, aftalte Camilla og Özlem efter to år på Krogstenshave, at hun skulle starte på uddannelsen som Social- og sundhedshjælper. Özlems udfordringer med det danske sprog, gjorde hende nervøs for at tage uddannelsen, og hun fortæller, at det krævede ekstra arbejde fra hendes side, men hun endte med at bestå med topkarakter. Hun har ambitioner om at videreuddanne sig som Social- og sundhedsassistent i fremtiden, men for nu vil hun gøre det hun elsker mest: at pleje beboerne på Krogstenshave.

På Krogstenshaves afdeling 51 var hun savnet under skoleforløbet. Det kunne mærkes på beboerne, de kunne ikke vente med at få hende tilbage. Med hendes uddannelse er Özlem i dag fastansat på Plejehjemmet Krogstenshave, et sted hun ønsker at blive i mange år: ”Jeg vil arbejde her 20 år, 50 år!”. Camilla er også overbevist om, at de sammen bliver gamle på Krogstenshave.