Hilsen fra klimadag på Krogstenshave plejehjem

Publiceret 29-04-2026

Kom med til en lidt anderledes dag på Krogstenshave plejehjem, hvor vi både får klimavenlige romkugler og et nyt insekthotel. Alt dette for at forbedre klima, biodiversitet og genbrug.

Det summer af liv på plejehjemmet, alle plejeafdelinger og vores rengøring gør klar til, at dommerne kommer på besøg. Der er et trofæ fuldt af slik på højkant, og forberedelserne har været i gang i ugevis.

I afdeling 51 skinner solen ind i Atriummet, som er rummet der forener alle boligerne. Det kan godt blive varmt derinde, men i dag bruger afdelingen det aktivt. De har nemlig plantet grøntsager sammen med beboerne, som de fortæller ivrigt om, da dommerne kommer forbi. Nu kan beboere og medarbejdere gå og vande planterne, inden de er vokset sig store nok, til at de skal nydes til frokost en dag.

Dommerne, som består af vores kvalitetsteam, sygeplejersker, farmakonomer og bachelor i ernæring og sundhed, går over gårdspladsen til næste afdeling. De har hver deres notesbog og hver deres faglighed, som de tager med, når de bedømmer afdelingen. Nikolaj, bachelor i ernæring og sundhed, er imponeret over afd. 47 st., som har haft fokus på madspild:

”En af vores ernæringsmedarbejdere, Lene, har virkelig lagt en stor indsats. Hun har genbrugt daggammelt brød til at bage et nyt friskt, brød. Vi fik lov til at smage, og det var virkelig lækkert. Jeg er imponeret over opfindsomheden” siger Nikolaj.

I afdeling 31. st. kan der pludselig høres sang. De har skrevet den på melodien ’jeg en gård mig bygge vil’, og den handler om miljøet. Beboerne og medarbejderne får dommerne til at synge med.

Til sidst må vinderen afsløres. Dommerne er imponeret over de mange tiltag. Det er afdeling 31. 1, der går med sejren i år.

”Det er beboerne, der fremlægger projektet, og det går lige i dommernes hjerte. De har lavet kasser af genbrug fra mademballage, de pårørende har hjulpet til og er kommet med blomster, der skulle have nyt liv. De har plantet blomster og grøntsager, og bare lagt så meget energi i”. Fortæller kvalitetssygeplejerske Line.

Dommerne er enige, og de overrækker pokalen. Sikke en dejlig dag! Tak til alle medarbejdere og beboere, som var med.